Sig farvel til overspringshandlinger for evigt med disse 9 tips!
Du skal skrive en tekst. Du stirrer på curseren der blinker over det blanke word dokument. Frustration bygger sig op. Overspringshandlinger frister… Skulle du ikke liiige tjekke din e-mail? Og hvad mon dine venner laver på facebook? Og er det egentlig ikke længe siden, du sidst har givet mormor et kald…? Kender du det? Det gør jeg! Tænk hvis du kunne slippe af med den dårlige samvittighed og skrive tekster som en naturlig vane…
Gennem årene har jeg fundet frem til vaner der hjælper mig til at overkomme det blanke papir – og nu deler jeg dem med dig. Her får du 9 simple tips som du kan implementere allerede i dag, så du kan øge din produktivitet og endelig krydse de tekster af to-do listen!
1. ”Eat the frog”
Sådan sagde den amerikanske forfatter Mark Twain: Hvis du starter din dag med den sværeste opgave – at spise en levende frø – så er resten af dagens opgaver lette. Du behøver selvfølgelig ikke at tage i skoven for at finde en levende frø at guffe i dig!
Din frø er at skrive din tekst. Skriv som det første du gør om morgenen! Det lyder jo nemt. Men er det nu så nemt? Jeg har selv kæmpet med den frø. Så lad os lige snuppe 8 tips til, som kan hjælpe dig på vej:
2. Skriv hvad der falder dig ind – ret senere
Det sværeste ved at skrive er ofte at komme i gang – og hvorfor kommer du så ikke i gang? Hvis du er som de fleste, så er årsagen at du gerne vil skrive det helt rigtige, helt fra starten. Desværre er det sjældent sådan det fungerer. Faktisk vil 99% af verdens tekstforfattere fortælle dig, at deres første udkast som regel er lige til skraldespanden. Så drop forventningen til dig selv om at skrive perfekt fra starten, og bare skriv et eller andet. Det er fint! Du kan altid rette til, omskrive og finpudse senere.
3. 80% er godt nok
Perfektionisme er roden til alt ondt – eller i hvert fald er det roden til aldrig at komme i gang. Du vil skrive det helt perfekte, men vi mennesker er sjældent perfekte, og helt ærligt… Perfektion er urealistisk. Hvis du har nogenlunde flair for det skrevne ord, så er dit 80% godt nok – og sikkert også bedre end gennemsnittet. Så sæt målet ned fra 100% perfekt til 80%, og du vil opdage at ordende kommer meget lettere fra hjernen til hjemmesiden.
4. Sæt en tidsbegrænsning
Ofte er lange deadlines opskriften på aldrig rigtigt at komme i gang. Den bedste modgift er at sætte en stram deadline for dig selv på hverken mere eller mindre end 30 minutter. Sæt en alarm på din telefon til en halv time senere – og så fokusér på at få skrevet så meget som muligt inden alarmen ringer. Du kan også vælge mellem et hav af apps kaldet ”tomato timers”, som har den funktion.
Du tænker måske at 30 minutter slet ikke er nok til at få færdiggjort din tekst – og nej, det er det nok ikke, men så er du i gang. Du kan udholde næsten hvad som helst i en halv time, uanset hvor ulideligt det er – selv at skrive, ikke? Når du har gennemført den første halve time er du i gang, og så var det alligevel ikke så slemt. Lur mig om du så ikke får lyst til at snuppe en halv time mere.
5. Let fysisk motion
Nogle gange er skriveblokaden hverken forårsaget af perfektionisme, frygt eller andre psykologiske barrierer – men simpelthen af mental træthed. Som musklerne, så skal hjernen også have en pause. Hvis du har koncentreret dig en hel dag, så er det bare ikke nemt at fokusere! Så tag en pause – men det skal være en RIGTIG pause. Hvis du laver en kop kaffe, så kan du fortsat gå og tænke på det du skal skrive, og så bliver hjernen ikke for alvor ladet op. Derfor: Lav englehop, løb på stedet, eller snup et par raske armbøjninger. Det giver blod til hjernen og fornyet energi. En rask gåtur i den friske luft kan også virke.
6. Gør noget andet
Hvis du allerede har prøvet alle de ovenstående tips, men intet har hjulpet, så kan dit problem være, at du simpelthen har fokuseret og overfokuseret på opgaven til en grad, hvor du har mistet al kreativitet og inspiration. Hvis det er tilfældet, så gør noget andet! Kom væk fra skærmen, glem opgaven. Snup et bad, tag til træning, lyt til noget musik, ring til en ven – hvad du nu har lyst til (mine bedste idéer kommer oftest til mig når jeg er i gang med noget helt andet). Vend tilbage til teksten når du har fornyet din energi og inspiration – og få den så skrevet.
7. Lad dig inspirere
Ingen får inspiration af at sidde i en kasse. Inspiration skal komme et sted fra! Alle nye idéer er i virkeligheden blot en ny sammensætning af ting der allerede eksisterer. Så lad dig inspirere! Når du læser en tekst der er lige i skabet, så læg mærke til: Hvad gør teksten lækker? Brug det – men selvfølgelig med dine egne ord. Det er IKKE lovligt at stjæle og kopiere! Og hvis du gør, så vil google straffe dig for det i din søgeordsplacering. Og så er det bare dårlig stil at stjæle det arbejde som andre har knoklet med. Så lad være med det, og skriv dit eget indhold.
Jeg har en ”inspo-mappe” på min computer. Hver gang jeg læser en virkelig fed e-mail, salgstekst, et blogindlæg, you name it – så bliver den gemt i inspo-mappen. Jeg har også min mappe i skyen, så hvis jeg sidder i toget og læser en lækker tekst på min telefon, kan jeg gemme med det samme. Hvad med at starte din egen inspo-mappe? Jeg garanterer dig for, at når du skal skrive næste gang, så er det meget nemmere at komme i gang når du kan hive nogle lækre tekster frem til at fyre inspiration op under dig!
8. Research
I modsætning til hvad mange tror, så er tekstforfatning faktisk 90% research og 10% skrivning. Benarbejdet ligger i at lære målgruppen at kende, finde den rigtige vinkel, de rigtige triggerord – og når først man ved hvad man vil skrive (og det ved man fordi man har lavet research), så er det nemt! Så lander ordende lynhurtigt på papiret. Så lav din research.
9. Beløn dig selv
Ifølge forskning i adfærdsdesign, så er vi bedre til at indlære og fastholde nye vaner når de associeres med noget, som giver os glæde. Derfor: Giv dig selv en lille belønning hver gang du har skrevet. Faktisk kan det at krydse opgaven af to-do listen være belønning nok i sig selv! Og husk: Gode vaner skal trænes som en muskel – jo mere du øver dig i gode skrivevaner, jo lettere vil det blive – og til sidst vil du opdage, at den gode vane er blevet så automatiseret som at børste dine tænder.
Jeg håber at disse tips vil hjælpe dig! Har du selv ting du gør som hjælper dig til at overkomme skriveblokade? Så del dit tip i en kommentar!
Kender du nogen der vil have glæde af dette indlæg? Så del – det er god stil!